Blog

  1. Jeg skylder jer....

    Jeg skylder jer....

    Oprettet d. | 13 kommentar(er)

     

    ... Ord. Tanker. Et indblik. En forklaring. Svar. Indsigt.

    Jeg har holdt det hen. Måske behøvede jeg ikke. Lige om lidt bliver det jo godt igen. Det har været svært. Det er stadig svært.

    Erkendelse. Erkendelse. Erkendelse. Jeg har måtte erkende, at jeg ikke står sikkert. Mine fødder er ikke længere solidt plantet på jorden. Det har de ikke været meget længe. Jeg vakler. Jeg kæmper. Jeg kæmper stadig.

     

    2018. Mit, uden tvivl, hårdeste år. Og jeg er ikke igennem, så langt fra. En gang imellem ser jeg lys. Måske det lysner op nu. Snart. Jeg ved det ikke. Jeg prøver ikke at gennempresse det. Det har ihvertfald ikke virket for mig indtil nu. Jeg prøver noget andet. Jeg sunder mig. Jeg slikker mine sår. Jeg prøver at rejse mig stille og forsigtig. Jeg prøver ikke at falde igen. Jeg prøver at finde tilbage til mig. Den jeg var. Jeg vil være glad igen. Jeg vil hækle igen. Men af lyst og ikke af pligt.

     

    2018. Mit hårdeste år. Et år fyldt med pres, kamp og kaos. Et år fyldt med sygdom. Et år fyldt med usikkerhed. 2018 - mit hårdeste år.

    For 2 år siden faldt min far om af hjertestop. 4-dobbelt bypass. Koma. Intensiv. 3 måneders hospitalsindlæggelse. 2 års kamp for at komme tilbage til livet. Til hverdagen. Til glæden. Det var hårdt. For alle. Hele familien. Vi har stået sammen. Alt er det samme også langt fra. Udefra ligner det sig selv, men det er det ikke. Alle skal lære hinanden at kende på ny. Det der før var trygt er nu noget andet. Trygheden skal findes andre steder. I andre mennesker.

    2018. Jeg begyndte at kende min far igen. Han kiggede frem en gang imellem. Han gled også væk igen. Men jeg kunne se ham. Lidt sløret, men han var der.

    2018. Kræft i spiserøret. Kemo. Vægttab. Rigshospitalet - mit efterhånden andet hjem. Indlæggelse. Operation. Far, du har været igennem nok nu. Det har vi alle.

     

    Min far. Stærkere end din far, - eller det var han. Han var supermand, i hvertfald i mine øjne. I min far har jeg mødt styrke og hjertevarme. Stolthed og ære. Glæde og omsorg. Han har altid været der, altid støttet mig og altid troet på mig. Jeg savner min far. 

    Han er her stadig, og det er jeg så evigt taknemmelig for. Han er ikke den samme længere, men jeg håber og tror på, at han lige så stille vender mere og mere tilbage til den han var. Og hvis ikke, så tager jeg ham som han er idag. Min far. Stadig supermand. Stadig stærkere end din far.

     

    Jeg lukker ned. Ikke helt, men nok til at jeg kan få luft. At jeg kan rejse mig uden pres. Jeg fjerner den enorme sorte sky af dårlig samvittighed, der hænger over mit hoved. Dårlig samvittighed over ikke at levere. Ikke at leve op til mine egne værdier. Ikke at leve op til mit navn. Både mit eget navn, men helt klart også det navn, jeg har skabt i mit firma. Little Happy Crochet.

    Jeg har arbejdet hårdt. Jeg har brugt oceaner af timer. Jeg er så ked af, at se det smuldrer. Jeg er så ked af, at jeg ikke kan holde sammen på det. Jeg er så ked af, at jeg det sidste år har været så langt fra, hvad jeg tror på. Hvem jeg er. Little Happy Crochet. Det er mig. Det er mit. Det er mig, som person. Men det har det ikke været længe.

    Little Happy Crochet bygger på personlighed og fællesskab. Nærvær. Glæde til garn. Glæde til at skabe. Glæde til at dele. Glæde til at inspirere og blive inspireret. 

    Jeg lukke ned. Ikke helt og kun for en stund. Jeg vender tilbage, og forhåbentligt lige om lidt.

     

    Tak fordi du læste med.

    Med ønske om en glædelig jul - helst fyldt med garn og nærvær. Sammen med de mennesker, der gør dig aller mest glad.

    /Tine Nielsen

    Little Happy Crochet

     

    .

     

    Skriv en kommentar